Luk

Demant A/S: Estimeret finansiel effekt af it-hændelse reflekteret i forventninger

Selskabsmeddelelse nr. 2019-1126. september 2019

Estimeret finansiel effekt af it-hændelse reflekteret i forventninger

Som tidligere offentliggjort i selskabsmeddelelser den 3., 4. og 17. september oplevede Demant-gruppen en kritisk hændelse på vores interne it-infrastruktur den 3. september 2019. Gruppens it-infrastruktur blev ramt af cyberkriminalitet. Vores hurtige reaktion på hændelsen og lukningen af vores it-systemer på tværs af lokationer og forretningsenheder inddæmmede og begrænsede hændelsen, men alligevel blev kerneforretningsprocesser i hele værdikæden, herunder R&D, produktion og distribution, påvirket af hændelsen. Som en yderligere følge af vores hurtige reaktion viste back-up af data sig generelt at være intakt. Det har betydet, at vi har kunnet foretage genetableringen på en struktureret og effektiv måde, samtidig med at vi har forbedret sikkerheden omkring gruppens it-infrastruktur yderligere.

Siden selskabsmeddelelsen den 17. september er vi fortsat med at gendanne og reaktivere systemer, applikationer og servere på tværs af regioner og forretningsområder, og en betydelig andel af vores lokationer og forretningsområder er nu operative. Som tidligere oplyst forventer vi, at ​​de resterende forretningskritiske systemer, applikationer og servere vil være genetableret inden for de næste to til tre uger. I Polen er vores distributionscenter fortsat i drift på fuld kapacitet, mens produktionslinjerne såvel som vores produktion i Mexico nærmer sig fuld kapacitet hurtigt. Vi fortsætter med ramp-up for at nedbringe den oparbejdede ​back-log siden hændelsen, for at genopbygge den nødvendige lagerbeholdning på tværs af forsyningskæden og for at reducere behandlingstiden for specialproduktion og servicering af i øret-høreapparater. Vi er stadig i genetablerings- og ramp-up-fasen på vores produktionsanlæg i Danmark, hvor vi producerer forstærkere, samt på vores produktionsanlæg i Frankrig, hvor vi producerer cochlear-implantater.

Vi har nu været i stand til at vurdere hændelsens finansielle effekt for helåret 2019, selvom vores vurdering fortsat er usikker på dette tidspunkt i genetableringsprocessen. Vores nuværende foreløbige vurdering indikerer en samlet negativ finansiel effekt på EBIT i 2019 i intervallet DKK 550-650 mio., hvilket inkluderer en forventet fratrukket forsikringsdækning på ca. DKK 100 mio. Effekten er i altovervejende grad relateret til et estimeret tabt salg samt en svækkelse af vækstmomentum. Vi forventer at afholde omkostninger direkte forbundet med hændelsen på DKK 50 mio., hvilket er inkluderet i den finansielle effekt.

Omtrent halvdelen af ​​det anslåede tabte salg vedrører vores engrossalg af høreapparater. Hændelsen har forhindret os i at gennemføre vores ambitiøse vækstaktiviteter i nogle af de vigtigste måneder på året – især i USA, som er vores største marked. På trods af vores bestræbelser på at fortsætte med at drive virksomheden bedst muligt har vores primære fokus på at servicere eksisterende kunder for at forhindre, at de blev påvirket af hændelsen, påvirket salget og vil ligeledes påvirke vores organiske vækstrate gennem resten af ​​året.

Lidt mindre end halvdelen af ​​det estimerede tabte salg vedrører vores detailforretning, hvor mange klinikker ikke har været i stand til at servicere brugere på normal vis. Vi vurderer, at vores detailforretning vil opleve den største effekt i Australien, USA og Canada efterfulgt af Storbritannien. Vi har allerede set størstedelen af den estimerede totale effekt, bortset fra i Australien og Storbritannien, hvor vi stadig er i gang med ramp-up. Langt hovedparten af vores klinikker er nu fuldt operationelle, men på grund af ​​hændelsens effekt på vores evne til at generere nye aftaler i løbet af september forventer vi et salgstab i de næste en til to måneder, hvilket også er inkluderet i det nuværende estimat.

Vores øvrige forretningsområder, Høreimplantater, Diagnostik og Personlig Kommunikation, er også blevet påvirket, men med relativt mindre samlet påvirkning af koncernen på grund af karakteren og størrelsen af ​​disse forretninger.

Som en konsekvens af it-infrastrukturhændelsen opdaterer vi vores forventninger til det rapporterede resultat af primær drift (EBIT) for 2019 til DKK 2.000-2.300 mio. (fra tidligere DKK 2.650-2.850). Vores vurdering af den finansielle effekt er fortsat usikker og er baseret på, at genetableringsprocessen fortsat følger planerne. På nuværende tidspunkt kan vi ikke estimere indvirkningen på andre nøgletal såsom organisk vækstrate, pengestrømme, gearing osv. Vi forventer at være i stand til at kommunikere effekten på disse nøgletal i forbindelse med periodemeddelelsen, der ifølge vores finanskalender offentliggøres den 7. november. Pr. dags dato har vi midlertidigt stoppet vores tilbagekøb af aktier. Vi har tilbagekøbt aktier til en værdi af DKK 580 mio. i 2019.

”Cyberkriminaliteten har haft en betydelig indvirkning på vores evne til at skabe den vækst, vi forventede i andet halvår, og selvom vores kommercielle enheder gør deres yderste for at kompensere for betydningen af ​​hændelsen, er vi i en situation, hvor vi ikke kan eksekvere vores ambitiøse kommercielle vækstaktiviteter i det planlagte omfang. Vi arbejder døgnet rundt for at komme tilbage til vores vækstorienterede fokus i forretningen og samtidig at minimere effekten af hændelsen på kunder og brugere af vores produkter. Vi er taknemmelige for den udviste tålmodighed og loyalitet, og Demant-organisationen vil fortsætte med at arbejde ekstremt dedikeret med genetableringen efter hændelsen, indtil vi er fuldstændigt færdige og har genoprettet det, der blev massivt forstyrret af hændelsen,” siger koncernchef og adm. direktør Søren Nielsen.

Demant afholder en telekonference den 26. september 2019 kl. 13.00 CET. For deltagelse i konferencen anvendes et af følgende telefonnumre: +45 3544 5577 (DK), +44 3333 000 804 (UK) eller +1 6319 131 422 (USA). Pin-koden er 92154123#. Præsentationen, som vil blive gennemgået på telekonferencen, vil blive uploadet på www.demant.com kort før konferencen starter.

* * * * * * *

Yderligere information:
Søren Nielsen, koncernchef og adm. direktør
Telefon +45 3917 7300
www.demant.com
Øvrige kontaktpersoner:
René Schneider, CFO
Søren B. Andersson, VP IR & Corporate Strategy
Mathias Holten Møller, IR Officer
Trine Kromann-Mikkelsen, VP Corporate Communication and Relations

Vedhæftet fil

Vedhæftede filer til pressemeddelelser

2019-11-estimeret-finansiel-indvirkning-af-it-infrastruktur.pdf